Parterapi

Med inspiration fra tilknytnings- og emotionsfokuseret parterapi henvender vi os til par, der enten oplever at være magtesløse overfor udfordringer i parforholdet, eller par, der ønsker at forebygge at lande i præcis den situation.

Mikkel henvender sig primært til par, hvor enten den ene part eller begge parter har oplevet tidlige omsorgssvigt, overgreb eller chok-traumer, der præger deres mulighed for at opleve relationen til en partner som ligeværdig.

Christina henvender sig generelt til par med mistrivsel eller ønske om at forebygge gennem parterapi.

Sådan ser venteværelset hos Qvist og Abildgaard ud

Hvem kan vi hjælpe?

Problemer i parforholdet viser sig f.eks. gennem:

  • Manglende følelse af samarbejde

  • Skænderier

  • Konflikter

  • Utroskab

  • Kriser

  • Arbejdsnarkomani

  • Alkohol

  • Voldsom adfærd

Og selvfølgelig alle mulige andre varianter af ikke længere at søge ind mod hinanden, når der er pres på indefra eller udefra.

Situationer, hvor terapi IKKE kan hjælpe

Man kan sagtens gå i parterapi på trods af store udfordringer, men det kræver stor vilje fra begge parter. Vi er særlig opmærksom på par, hvor der har været f.eks.:

  • Vold

  • Misbrugsadfærd

  • Overgreb

  • Psykisk vold

Parterapi der skal virke kræver, at I er indstillet på forandring, og at vi efter de første samtaler også vurderer, at begge parter ønsker og er i stand til at arbejde med forandring. Hvis dette ikke er tilfældet, så afslutter vi terapien.

Sådan foregår det

Det foregår som samtale og som et samarbejde mellem jer og terapeuten. Terapeuten leder processen henimod at få skabt et trygt rum for Jer, hvor det rent faktisk er muligt at få øje på de negative mønstre, der fastholder Jer i skænderier og konflikter, eller som skaber afstand mellem Jer. Terapeutens rolle er at støtte og vejlede Jer, så I kan få plads til Jeres særlige måde at være i relation på samtidig med, at vi anvender den overordnede plan for tilknytnings- og emotionsfokuseret parterapi. Det betyder, at I får et trygt rum, hvor det er muligt at komme dybere ind i de grundliggende længsler og problemer, der ligger under disse mønstre. Når først dette er etableret, så begynder vi arbejdet på at skabe nye og mere sunde mønstre i Jeres parforhold.

Antallet af sessioner varierer meget og er afhængigt af omfanget og dybden af de problemstillinger, som I har i jeres parforhold, i Jeres individueller udfordringer, og i jeres måde at arbejde på i parterapien. For nogle par er det nok med få sessioner, for andre par skal der bruges flere sessioner for at skabe ro og tryghed nok til, at usunde mønstre kan erstattes af sunde mønstre. I skal forvente at bruge mellem 10 og 20 sessioner.

Parterapi hos Christina 

Christina arbejder sammen med Jer om de mønstre og udfordringer, som påvirker Jeres mulighed for at leve i et balanceret parforhold. Dette gøres med fælles og individuelle samtaler. I parforholdet ligger en særlig mulighed for at arbejde med tilknytning generelt. Dette både i forhold til at kunne mærke egne og andres behov og i forhold til at kunne reagere konstruktivt på de behov, der registreres.

Parterapi hos Mikkel

Mikkel arbejder sammen med Jer om de skader og udfordringer som tidlige omsorgssvigt, overgreb eller chok-traumer har påført Jeres mulighed for at leve i et balanceret parforhold. Dette gøres med fælles og individuelle samtaler. I parforholdet ligger en særlig mulighed for at arbejde med de skader, der er opstået, fordi parforholdet er en nær relation. Samtidig kan det også være et følelsesmæssigt farligt sted, fordi der er meget på spil for begge parter. Derfor afvejer vi processen undervejs, og der tages løbende stilling til, hvordan vægten mellem individuelle og fælles samtaler skal være.

Emotionsfokuseret parterapi - EFT

Parterapi hos os er inspireret af tankerne bag emotionsfokuseret parterapi, der er en metode, som arbejder meget præcist ind i at adskille de underliggende følelser fra den her og nu situation, der opleves som "konflikten". Det er en metode, der er anerkendt for både praksisresultater, studier og forskning gennem mere end 30 år. Emotionsfokuseret parterapi arbejder ud fra en velbeskrevet køreplan, der leder klienterne gennem en arbejdsproces, der skaber reelle og konkrete forandringer ind i parforholdet.

Konflikter i parforhold oplever alle, men en del oplever også at konflikterne ikke umiddelbart kan løses, fordi de styres og påvirkes af dybere følelser, som de ikke selv er klar over, eller som de ikke kan mærke, når bølgerne går højt eller fornemmelsen af ensomhed i parforholdet melder sig.