Det ville være bekvemt og nemt, hvis man entydigt kunne pege på årsagen til, at mennesker udvikler en personlighedsforstyrrelse. Det kan vi ikke, men vi ved dog, at det foregår som et samspil mellem den genetik og de kvaliteter, som vi fødes med og de vilkår, som vi opvokser under, fra det tidspunkt moderen bliver gravid til barnets personlighed er dannet. Du fødes altså ikke med en personlighedsforstyrrelse, men du kan have særlige medfødte kvaliteter og prægninger, der med en særlig utryg opvækst resulterer i, at personligheden forstyrres. Altså, er det at man er arvelig disponeret, ikke nok til at forårsage en personlighedsforstyrrelse, der skal også ske skader i evnen til at være i tilknytning, hvilket sker i barndommen. Bag ved enhver personlighedsforstyrrelse ligger en tilknytningsskade.
En sund personlighed udvikles, ved at barnet mødes gennem gode og stabile relationer, hvor der grundlæggende set ikke er fare på færde, og hvor barnet mødes på den selvfølgelige manglende evne til at klare sig selv, som er naturlig for et menneskebarn. Det tidlige samspil med de primære omsorgspersoner, oftest mor og far, er af særlig afgørende betydning for barnets mulighed for at udvikle evnen til at være i et sundt samspil med omverdenen og dermed udvikle en sund personlighed. De første leveår har altså afgørende betydning.
Den forstyrrede personlighed er præget af et overaktivt forsvar, der har til formål at undertrykke de følelser og sansninger, der ikke kan rummes af personligheden, fordi de er re-traumatiserende og dermed livsødelæggende.
En personlighedsforstyrrelse kan godt repareres igen. Igangsættes denne proces efter at barnet er blevet 10-12 år og f.eks. først som voksen, så foregår denne heling væsentligt langsommere, fordi hjernens plasticitet nedsættes med alderen. Det er et vilkår ind i terapien med personlighedsforstyrrelser, og det er baggrunden for, at psykoterapi med personlighedsforstyrrelser ofte er en langvarig proces. Nogen gange er skaderne så voldsomme, at man ikke kan tale om en heling men kun en lindring af symptomerne. Andre gange er de vilkår, som den personlighedsforstyrrede lever under på behandlingstidspunktet præget af så meget usikkerhed, at terapien ikke kan få lov til at gøre sit arbejde. I de tilfælde, giver det ikke mening at arbejde psykoterapeutisk. Da er der oftest mere hjælp at hente i psykiatrien i form af f.eks. Dialektisk adfærds terapi (DAT behandling) eller anden adfærdsterapeutisk behandling. Ofte ses også en kombination af både adfærdsterapeutisk behandling og af psykoterapi, eller psykoterapi optræder som en behandlingsmulighed efter adfærdsterapeutisk behandling er gennemført.
De fleste der har en personlighedsforstyrrelse, har også følgelidelser, der oftest opstår som symptomer på den underliggende personlighedsforstyrrelse. Det drejer sig ofte om depression, angst, spiseforstyrrelser, PTSD eller misbrug.
Læs mere om priser