Selvskade og selvdestruktiv adfærd og behandling

Der er mange forskellige typer af selvdestruktiv adfærd. Nogle typer kan være mere åbenlyse, imens andre er mere subtile og skjulte. De varierer ofte fra person til person i forhold til hyppighed og sværhedsgrad.

Subtil selvdestruktiv adfærd kan eksempelvis være:

• Negativ selvopfattelse
• Isolation
• Selvsabotage i relationer
• At ændre sig selv for at behage andre
• Klynge sig til en, der ikke er interesseret
• Udtalt selvmedlidenhed
• Insistere på, ikke at være intelligent, attraktiv eller dygtig nok

 

Indlysende selvdestruktiv adfærd kan eksempelvis være:

• Selvskade som f.eks. cutting, brænding, hårtrækning eller klipning
• Mangel på hygiejne
• Overspisning
• Underspisning
• Overtræning
• Impulsiv og risikabel seksuel adfærd
• Selvmordstanker
• At forblive i et voldeligt forhold
• Misbrugsadfærd, herunder også ludomani

 

Læs mere om ung terapi

Psykoterapeutisk behandling af ​​selvskade og selvdestruktiv adfærd involverer at blive bevidst om den ubevidste skyldfølelse og den ubærlige tilstand, at forstå baggrunden for og hvad der har skabt skyldfølelsen og den ubærlige tilstand, og at arbejde med og igennem den komplekse følelsestilstand, der er så overvældende. Samtidig med dette, vil lidelsen skulle adskilles fra fornøjelsen. I praksis vil det betyde, at man langsomt og igennem erkendelsen af sammenhængen, kommer til at erstatte den selvskaden og den selvdestruktive adfærd af mindre selvskade og  selvdestruktiv adfærd, indtil den er minimeret i en grad, hvor den ligner almindelig selvkontrollerende adfærd af harmløs karakter.

Det er vigtigt at erkende, at dette ikke er noget let terapeutisk arbejde. Når først disse psykiske funktionssystemer har haft tid nok til at blive solidt funderet i individets personlighed, så er de særligt ihærdige, fordi de er blevet særligt nødvendige for følelsen af mestring og glæde. Det kræver specialiseret psykoterapi, tid og løbende supervision til terapeuten. Det betyder så samtidig, at det faktisk er muligt at hjælpe mennesker, der lider af selvskade og selvdestruktiv adfærd. Med tilstrækkelige terapeutiske færdigheder, tid og supervision samt et stærkt ønske om forandring fra klientens side, så er det muligt at skabe den dybe forandring, der vil hjælpe ham eller hende til at tillade sig selv at nyde livet uden at skulle undertrykke det.

 

Læs mere om terapi

Selvskade og selvdestruktiv adfærd er ved første øjekast blandt de mest gådefulde og kontra-intuitive følelsesmæssige lidelser. Hvordan og hvorfor er det muligt, at nogen ønsker at skade sig selv?
 
Det strider imod, hvad der synes at være alles tilsyneladende åbenlyse ønske om glæde og fornøjelse. Der er noget dybt foruroligende ved at ønske at skade sig selv og ikke at beskytte sig selv mod at opsøge lidelse gennem selvdestruktiv adfærd. Mennesker der opdager denne egenskab hos sig selv eller hos sine pårørende, er ofte dybt bekymrede over det.

Men, selvdestruktiv adfærd og selvskade, er langt fra så usædvanligt, som mange regner med. Faktisk præsenterer det sig nogle gange i meget klare og genkendelige udgaver, hvor ønsket om at ødelægge sig selv er åbenlyst og bevidst (eller i hvert fald tæt på): selvskade, misbrug eller frivilligt at udsætte sig selv for en anden persons magt over en eller direkte vold er gode eksempler, men det er bare ikke de mest almindelige former for selvskade og selvdestruktiv adfærd. Langt mere almindelige er alle de subtile og tvangsmæssige former for selvsabotage, som er mere eller mindre ubevidste handlinger, som personen ikke er opmærksom på, og som effektivt angriber hans eller hendes livskvalitet.
 
At være konstant selvnedsættende, søge ydmygelse uden at være klar over det, nærme sig alt fra et negativt synspunkt, fastholde tanker på gentagne fiaskoer, ikke bryde ud af skadelige omstændigheder, gentagelsestvang af ubehag eller konstant at finde sig selv i en offerposition er blandt de mange og mest almindelige former for selvdestruktiv adfærd.

Hvis vi undersøger disse handlinger i dybden, vil vi først opdage den relativt åbenlyse og manglende evne til at tillade sig selv at være lykkelig. Men vi vil også opdage den meget mindre indlysende og tabu belagte nærende tilstand, der opnås ved lidelsen. Tabu belagt fordi den er uacceptabel for vores bevidsthed og vores omgivelser.

 

Læs om registrering af oplysninger

Man kunne kalde det en form for masochisme, der i en sund udgave tjener et positivt formål, der handler om at opnå positive mål gennem at udholde ubehag, imens den i en usund udgave tjener at undgå negative følelser og ubærlige tilstande gennem selvpåføring af et andet men mindre ubehag, der trods alt lettere kan udholdes.

Om den sunde udgave:
Alle mennesker har den oplevelse, at livet uundgåeligt præsenterer os for situationer, der medfører en vis grad af lidelse og ubehag. Det er bl.a.  de anstrengelser, som vi skal gøre, for eksempelvis for at nå vores mål, og som ikke nødvendigvis er behagelige imens de står på. Det handler om at blive til som menneske, blive dannede og uddannede, mere kompetente, sundere og for at det kan ske, så skal vi være i stand til at tolerere den lidelse, der følger med. Dette kan ses som en slags selvbeskyttende masochisme, en evne til positivt at investere en vis grad af ubehag og være i stand til at bære frustrationen, der følger med. Denne udgave vil hjælpe os med at tåle, at tilfredsheden over livet kommer med en vis forsinkelse.

Om den usunde udgave:
Det er den slags, der er på spil i selvskade og selvdestruktiv adfærd. Den bringer intet åbenlyst positivt med sig, hjælper ikke individet med at komme videre og har en tendens til at fange ham eller hende i skadelig, gentagende og nedadgående spiraler.I de fleste tilfælde kan vi observere to faktorer, der er tilstede samtidig.
Den første faktor er en ubevidst skyldfølelse og en ubærlig tilstand, der dels kræver straf og dels forbyder ham eller hende at føle tilfredshed og selvglæde. Denne skjulte skyldfølelse og tilstand, dømmer personen til ulykke for at sone for hans eller hendes ubevidste fejltrin. Men da disse fejltrin er ubevidste og derfor opleves som konstante og uforanderlige, så er forsoningen gennem straf og selvhad aldrig permanent og skal derfor løbende og endeløst fornyes.
Den anden faktor er en forsvarsmekanisme, der består i at omdanne det, der gør ondt til næring for personligheden. At omdanne smerte på en sådan måde at det, der skulle være et ubehageligt faresignal, det bliver en kilde til næring og nydelse. Det er en meget effektiv måde at beskytte sig selv på, mod visse former for følelsesmæssig lidelse, men den forværrer samtidig den psykiske tilstand, fordi den også producerer yderligere lidelse, hvilket er det modsatte af intentionen i funktionen.

Disse to faktorer kommer nogle gange sammen i en stærk alliance, der opleves som mere behagelig og mere kontrollerbar end de fornøjelser og skuffelser, som det almindelige liv udsætter os for. Der er et indbygget paradoks i den selvskadelige adfærd. Mennesker der af nød, anvender selvdestruktiv adfærd, kan være så forankret i det, at de kan føle mere mestring og glæde, ved at få sig selv til at lide, end den kan ved at prøve at være lykkelige.

 

Læs om personlighedsforstyrrelser